Andel del: "Mor er ved at dø"

Det er en barsk overskrift. Men det var den besked der fik min verden til at bryde sammen lørdag aften den 9. januar

Januar 2016: Lørdag til søndag skulle min far som nævnt sove ved min mors side på sygehuset. Han kørte hurtigt hjem for at hente sin tandbørste og ekstra tøj. Da han kom tilbage på sygehuset sad min mor op og snakkede i tåger og var meget fjern. Min far tilkaldte derfor en sygeplejerske, som valgte at dope hende med meget beroligende medicin. Min far konfronterede sygeplejersken, da min mor i løbet af dagen havde fået store mængder medicin. Sygeplejersken eksisteret på, at min mor havde fået den dosis hun behøvede. 

Senere på aftenen vågnede hun op og fik en form for et anfald, hvor min far straks fik rykket i den røde snor. Den første sygeplejerske som kom ind på stuen sagde til min far: "Nu er det nu" hvortil min far svarede, "Hvad fanden mener du?"

Efterfølgende kom der flere sygeplejersker og læger til stuen. I første omgang forsøgte de at give hende en form for modgift for alt den medicin hun havde fået i løbet af dagen, hvor en overlæge herefter trak min far til side, imens sygeplejerskerne forsøgte at få styr på min mor.

Overlægen fortalte som det første til min far: "Hvis der er noget familie som skal sige farvel til Anne, så skal de komme nu!" og min far forstod på dette tidspunkt ingenting, hvilket han på bedste vis forsøgte at forklare overlægen. Overlægen valgte at undskylde, hvis min far ikke var blevet informeret om, at min mor nærmerede sig døden. Min far var meget frustreret over overlægens måde at tackle sitautionen på, men der var ikke tid til at diskutere.

Min far ringede til min søster og jeg med det samme, og klokken var 23.45 den aften. Mathias og jeg sad i sofaen og så fjernsyn, og pludselig ringede min telefon. Jeg kunne se det var min far, og jeg kiggede direkte over på Mathias, og sagde til ham, "Han ringer ikke så sent, hvis det ikke er alvorligt."

Min verden gik i stå i nogle få sekunder og hele min krop rystede. Det eneste jeg hørte var ordene fra min grædende far "Mor er ved at dø, mor er ved at død". 

Jeg smækkede røret på, og løb ud ad døren med tårerne trillende ned ad kinderne. Mathias og jeg kørte direkte ud og hentede min søster, og så kørte vi direkte mod sygehuset. Mathias forsøgte hele vejen at berolige os på bedste vis, men vi alle var helt ude af den og fuldstændig i chok.

Mathias satte os af foran indgangen, så vi kunne løbe op på stuen, så han i mellem tiden kunne finde en parkeringsplads. Min søster og jeg nåede op på etagen, og lige ved døråbningen husker jeg, at vi kollapsede og skreg. Jeg glemmer aldrig det syn jeg kom ind til. Et syn som jeg slet ikke kan forklare, og et syn jeg helst ikke vil huske.

Mathias kom op på stuen, og man kunne med det samme se frygten i hans øjne. Det var også et meget ubehageligt syn for ham. Kort tid efter kom min mormor, og vi alle sad samlet omkring min mor. Jeg tog fat i hendes hånd og sagde flere gange "Kom nu mor, kom nu!" Men der kom intet svar tilbage. Hun lå bare med et iltapparat og hev efter vejret.  Der var overhovedet ingen kontakt til hende. Der var ingen ord. Der var ingenting.

Min søster, Mathias og jeg besluttede os for ikke at se hende tage det sidste åndedræt, og valgte derfor at sige farvel til imens hun var i live. Mens min far og mormor valgte at blive hos hende. Ingen kunne vide om hun ville ligge sådan i en time eller flere dage. Det var derfor en meget hurtig beslutning, og en dag vil vi måske fortryde det valg. Men hverken min søster eller jeg kunne ikke klare at se vores mor ikke trække vejret, og det var ikke sådan vi ville huske hende.

Jeg kyssede hende så mange gange og bad til et mirakel. Jeg havde slet ikke lyst til at forlade hende. Jeg fortalte hende op til flere gange hvor højt jeg elskede hende. Jeg ønskede bare et lille tegn tilbage om, at hun også elskede mig, men det fik jeg aldrig. Det var mit sidste øjeblik med min mor. På vej ud af stuen gik mit hjerte i tusind stykker. Jeg havde flere gange bare lyst til at vende om, fordi jeg overhovedet ikke var klar til at forlade hende. 

Vi kom hjem og det eneste jeg håbede på var et stort mirakel. Omkring klokken 05.00 søndag morgen ringede min far. Han fortalte mig, at hun inden sit sidste åndedræt havde givet et lille tegn fra sig. Min far havde kysset hende, og fortalt hende, at det var okay at give slip. Efter sit kys fortalte han hende vi alle tre elskede hende. Pludselig åbnede hun øjnene med et chok, som et tegn på at hun hørte min fars ord. Få sekunder efter fik hun fred.

Søndag d. 10 januar var en meget hård og lang dag. Sorgen kunne mærkes i hele kroppen. Alt gjorde ondt. For første gang kunne man virkelig mærke følelsen af at miste en af de vigtigste personer i ens liv. Der var blevet revet et stykke af ens hjerte. 

Det væltede ind med de smukkeste blomster fra nær og fjern. Vores nærmeste familie og venner mødte op og viste deres dybeste medfølelse og delte vores sorg. Alle var i chok og ingen kunne forstå det.

Senere hen viste obduktionen, at min mor faktisk havde kræft over alt. Lunger, lymfer, bugspytkirtel, hjerte og lever. Kræften havde ædt hende op på rekordtid.

Oktober 2016: Her 9 måneder efter står vi tilbage med en masse ubesvaret spørgsmål? Vi står med en følelse af at både sygeplejerskerne og overlægerne vidste noget, som vi ikke vidste. Hvilket har været et stort spørgsmål for os siden den 10. januar, og vi har aldrig fået et konkret svar. Vi ved dog kun, at min mor var meget mere syg end hvad vi troede. Men vi undrer os meget over, at der aldrig kom nogle advarsler fra lægerne, når hun var til scanninger og undersøgelser flere gange om ugen.