Det sidste farvel 

Mandag den 11. januar: Allerede dagen efter min mors død stod vi og skulle tage stilling til hvad der skulle ske i forhold til hendes bisættelse. Hvor? Hvornår? Og hvordan? Pludselig skulle man træffe beslutninger, som man aldrig nogensinde havde skænket en tanke. 

Vi nåede aldrig at snakke om døden og hvad der skulle ske, når mor ikke var her mere. Det eneste min mor havde fortalt min far var, at hun ønskede at blive brændt og få en mindesten. Grunden til, at vi aldrig fik snakket om det var netop, at vi aldrig nåede at se døden i øjnene, før hun blev revet fra os. Så i bund og grund vidste vi ikke hvordan hun ønskede sin egen bisættelse. Så midt i den dybeste sorg forsøgte vi at planlægge en flot og smuk bisættelse for min mor. 

Min mor havde fødselsdag den 15. januar, altså 5 dage efter hendes død. Derfor blev vi ret hurtige enige om, at hun skulle bisættes den dag. Selvom det var skræmmende, så syntes vi også, at der var noget smukt over at gøre det på hendes 50 års fødselsdag. Ingen tvivl om, at vores største ønske var at holde et brag af en fest sammen med hende her på jorden. Men sådan skulle det ikke være, og derfor ville vi forsøge at gøre alt i hendes ånd.

Senere på dagen kom bedemanden. Vi sad samlet rundt om bordet sammen med min mormor, min onkel og min fars kammerat. Her besluttede vi, at bisættelsen skulle foregå i Kristrup Kirke kl. 13.00, hvor min mor og far var blevet gift, og Caroline og jeg var blevet døbt. Derudover skulle vi finde den rette kiste, urne og blomster. Min mor elskede det hvide og neutrale, så derfor blev alt hvidt. Hvid kiste, hvid urne og smukke hvide/grønne blomster. Vi blev også enige om, at kisten skulle blive stående inde i kirken, når bisættelsen var slut, så vi ikke selv skulle bære hende ud i rustvognen.

Vi ønskede, at der skulle stå et billede af min mor ved siden af kisten, så derfor fandt vi det smukkeste billede af min mor frem, og fik det på et trykt på et lærred. Vi havde også et ønske om, at få sanger til at afslutte bisættelsen. Ja, alt blev planlagt til punkt og prikke.

Onsdag den 13. januar: Om formiddagen skulle vi til møde med det palliative team for at få svar på hvad der skete. Vi gik rundt med en masse ubesvaret spørgsmål og ønskede at få dem afklaret. Det eneste som vi blev afklaret med til dette møde var, at min mor var MEGET syg og at kræften havde bredt sig i et så stort omfang, at lægerne ikke kunne redde hende. Det palliative team fortalte også til dette møde, at de ikke havde vurderet min mor til at være dødeligt syg til første møde om fredagen, og det var grunden til at de valgte udsætte snakken om døden til næste gang. De mente derfor, at vi skulle kontakte den afdeling hun var indlagt på og få dem til at besvare alle vores spørgsmål.

Senere på dagen skulle vi mødes med en kirketjener på kirkegården for at finde det sted, hvor min mor skulle ligge. Derefter skulle vi direkte ud og se på en gravsten. Vi valgte en gravsten af grå granit med hendes fulde navn, fødselsår, dødsdato og med teksten "Evigt elsket, dybt savnet - Tak for alt"

Om aftenen blev min mors dødsannonce slået op i avisen og på afdoede.dk. Det var et hårdt slag i hjertet at se hendes navn på skrift i en dødsannonce. Det var ubærligt. Min søster, far og jeg havde lavet en annonce sammen, hvor man også kunne se hvor og hvornår bisættelsen fandt sted. Min mormor og min fars side at familie havde også lavet en anonnce som kunne ses i avisen og på afdoede.dk 

Torsdag den 14. januar:  Om eftermiddagen havde vi et møde med præsten. Her skulle vi planlægge hvilke sange der skulle synges, hvad der skulle siges af præsten og hvordan det hele skulle foregå. 

Fredag den 15. januar: Dagen kom, fredag den 15. januar. En kold januar dag med sne på vejene. Vi frygtede alle dagen, og vi havde faktisk ikke lyst til at tage af sted. Min krop var træt og afkræftet, og jeg havde ondt i alle led og muskler.

Vi satte os ind i bilen og kørte mod Kristrup Kirke. Da jeg så kirken gik det for alvor op for mig, og det første skridt ind i kirken gjorde ondt helt ind i hjertet. Jeg kunne se min mors kiste foran mig, og op af kirkegulvet lå der så mange smukke blomster. Det var så smukt og skræmmende på samme tid. Vi satte os forrest i kirken, hvor vi bare sad og kiggede på hendes kiste. Tomme blikke og ingen ord. Tanken om, at hun lå derinde rev i hjertet. Ved siden af kisten havde vi sat et billede af min mor på et staffeli. Der stod også et i forrummet i kirken med 50 hvide roser. Det var det smukkeste billede af hende, så alle i kirken kunne mindes hendes dejlige ansigt.

Der blev sunget de sange der skulle synges, og præsten fik sagt sine ord. Præsten holdte en meget fin og personlig tale om min mor. Han fik fortalt hvilke dejlig datter/kone/mor hun var.

Da selve bisættelsen var slut havde vi fået et band ved navn Rebold Band til at komme og spille i kirken. De begyndte at synge/spille den smukkeste version af "Er der nogen i himlen", og i det øjeblik, hvor de første toner gik på, stod solen direkte ind af kirkevinduet og skinnede stærkt ned på os, så vi faktisk blev blindet. Og hvad jeg mindes så havde der ikke været sol i flere dage. Jeg var sikker på, at det var et tegn fra min mor, som valgte at skinne ned på os i det øjeblik, fordi vi skulle til at sige farvel for sidste gang. Der var tårer under hele bisættelsen, men det endte med at jeg sad og svømmede i et kæmpe vandbad af tårer og hulkede, da de spillede den rørende og smukke sang. Det var det smukkeste jeg nogensinde havde hørt. Da sangen var slut, så gik min far, søster, mormor, Mathias og jeg op mod min mors kiste og lagde alle en hvid rose og gav min mor det sidste kys og farvel, hvor Rebold Band imens spillede sangen "En forårsdag", imens alle forlod kirken. Jeg kan ikke beskrive den smerte der gik gennem min krop, da jeg skulle forlade kirken. Det var sidste gang, jeg skulle have min mor tæt på på mig. Og selvom hun ikke levede mere, så havde man stadig ikke lyst til at forlade hende. 

Vi gik samlet ud af kirken, hvor vi stod og tog imod alle de fantastiske og støttende mennesker, som var mødt op i kirken. En masse kram og tårer. Min mor var en fantastisk kvinde, og det kunne også tydeligt ses på det flotte fremmøde i kirken og de mange smukke blomster. Jeg er glad for, at så mange gode og støttende mennesker ville sende min mor godt afsted på hendes sidste rejse. Så af hjertet tak!

Efter bisættelsen var der en mindehøjtidelig i Kristrup Forsamlingshus, hvor alle var velkomne. Der var håndmadder, øl, vin og sodavand til dem havde lyst. Min far forsøgte så godt han kunne, at holde en tale som tak til alle dem der kom for at mindes min mor. Det var trods alt hendes 50 års fødselsdag, så selvfølgelig skulle hun fejres på hendes vej op i himlen. Der blev grinet og grædt, og fortalt en masse gode minder om min mor, hvilket var en dejlig måde at afslutte en meget trist og sørgelig dag.

Senere på eftermiddagen var alle blomsterne blevet lagt over på kirkegården, hvor hun skulle ligge, når urnen og gravstenen nogle uger senere var klar. Så vi tog forbi kirkegården for at se alle de smukke blomster inden det blev mørkt. 

Vi kommer aldrig over tabet af min mor, men vi skal lære og leve med det. Det ved jeg min mor vil råbe ned til os, hvis hun kunne. Så det vil vi gøre for hendes skyld, selvom det ikke altid er nemt.