Et nyt år

Det er længe siden jeg har haft tid og ro til at sætte mig ned og skrive. Hele december måned stod på eksaminer, og derudover så var december også ekstra hård på grund af juletiden og årsdagen nærmerer sig. 

Vi startede juleaftensdag ud med at besøge min mor, hvor vi satte en smuk rød buket og ønskede hende glædelig jul. Sidste jul var hun stadig hos os, og hun var rigtig syg, men ikke så syg, at vi troede, at vi skulle undvære hende denne jul. Selve juleaften holdte jeg hos min far med min søster, mormor og selvfølgelig hundene (ja, og her får hundene ligeså mange gaver som os). Vi vidste alle sammen, at det ville blive en trist og sørgelig dag, men jeg synes faktisk, at vi hyggede os så godt vi kunne, selvom vi manglede det vigtigste af alt, mor. Vi tog dagen i et stille og roligt tempo, og vi fik spist os mætte i and og rislamande. Vi blev dog alle lidt berørte og fik tårer i øjnene, da vi forsøgte at danse rundt om juletræet. I det øjeblik kunne man virkelig mærke hvor meget vi manglede mor. Derefter begyndte vi stille og roligt at pakke gaver op og hyggede os resten af aftenen. Det var ikke lige frem en dag vi kunne prale af og mor var i vores tanker hele dagen. 

Alle mine eksaminer er gået godt, og som mange ikke ved, så startede jeg faktisk på min handelsøkonom-uddannelse kun en uge efter min mors død. I løbet af denne uge overvejede jeg op til flere gange at udsætte det, men med vilje er der vej, og jeg ville gøre min mor stolt. I dag er jeg ovenud glad for det valg jeg træf om at starte alligevel trods omstædighederne. Jeg vil ikke ligge skjul på, at det var rigtig hårdt de første par uger, men det fik mig ud af sengen hver morgen, fik mig på andre tanker og gav mig et smil på læben. Nu står jeg her et år efter og har bestået alle min eksaminer, og starter mit 8 måneders praktikforløb i morgen, hvilket jeg glæder mig utrolig meget til. Jeg ville dog ønske at kunne dele det her med min mor, men mon ikke hun sidder deroppe og følger stolt med.

Jeg savner min mor hver dag, og der er ikke én dag, hvor jeg ikke tænker på hende. Livet uden hende bliver aldrig det samme, men vi skal lære og leve uden hende, og både min familie og jeg vil forsøge at leve et godt liv for hendes skyld. Om 7 dage er det et år siden at hun forlod os, og det er ikke altid nemt at forstå, at jeg skal leve resten af mit liv uden hende. Det værste er, at en del af mig stadig tror på, at hun kommer tilbage, og selvom jeg ved det er umuligt, så ber' jeg stadig til det. Det er en ubehagelig følelse, når man ved at man aldrig kommer til at se hende igen.

Nu nærmere vi os snart både årsdagen og hendes 51 års fødselsdag, og i lørdags fik vi sagt farvel til 2016, som har været det værste år i vores liv. Nu siger vi forhåbentlig velkommen til et nyt år, hvor der vil være mere medgang på vores vej. Det synes jeg efterhånden vi fortjener med alt det modgang, som vi har skulle kæmpe os igennem de sidste par år. Nu håber jeg på en lys fremtid for min familie og jeg.