Første del: Sygdomsforløbet

Wauw, jeg er virkelig beæret over den fine modtagelse bloggen har fået de sidste par dage. Det betyder meget for mig, at så mange mennesker støtter op om min sorg og har lyst til at høre vores historie. Lige siden vi mistede min mor, så har min familie og jeg været omgivet af de mest fantastiske mennesker, hvilket vi er ovenud taknemmlige for! Jeg er sikker på, at min mor sidder og kigger ned på jer og takker jer for, at I passer så godt på os, nu hvor hun ikke selv kan hjælpe med det.

Som jeg skrev i mit første blogindlæg, så ville første del af vores historie komme næste gang jeg satte mig ved tasterne. Jeg har valgt, at dele vores historie op i to dele, da det er en meget lang historie, selvom det hele skete på kun et halvt år.

Så her er det. 

August 2015: Min mor fik i august 2015 konstateret kræft i lungerne og lymferne. Det var en hård besked, men efter utallige scanninger og undersøgelser fik hun meget positive svar fra lægerne. De mente, at da hun var så ung, i en alder af 49 år, havde hun mange år tilbage. Der var derfor ingen grund til de store bekymringer. Selvfølgelig var vi utrolig kede af at hun havde kræft, men på dette tidspunkt tænkte jeg overhovedet ikke på døden. Jeg følte faktisk slet ikke, at jeg havde en kræftsyg mor. Vi lavede og gjorde de ting, som vi altid havde gjort. Vi var ude og spise. Vi var i sommerhus. Alt var nogenlunde som det plejede, og ikke specielt anderledes, fordi vi pludselig havde fået kræften tæt på os. Nogle dage kunne man dog godt mærke hun havde smerter, men udadtil virkede hun bare som en sund, rask og glad kvinde, som klarede sig overraskende flot, selvom hun pludselig var kræftsyg.

September 2015: I september påbegyndte hun sin kemobehandling, og hun tog rigtig godt i mod den. Hun begyndte at ligne en lille tyk prop med søde tykke kinder. Selvom det var en alvorlig situation, så var der stadig plads til grin og jokes. Men som månederne gik så blev hun meget tynd igen, men virkede glad og frisk som altid!

December 2015: 1. december hjalp min familie Mathias og jeg med at flytte ind i vores nye lejlighed. Faktisk så boede Mathias og jeg hjemme hos mine forældre i perioden fra maj til december, fordi vi skulle finde et nyt hjem. I dag bilder jeg mig selv ind, at det var et tegn om, at vi skulle nå og nyde vores sidste tid sammen. Hvis ikke vi havde valgt at flytte hjem i de 6 måneder, så havde jeg ikke kunne se min mor hver dag i hendes sidste tid. I dag kan jeg ikke være andet end lykkelig for den beslutning. En beslutning jeg aldrig vil fortryde, selvom jeg havde travlt med at finde et nyt hjem til Mathias og jeg.

Under flytningen denne dag blev hun hurtigt træt og udmattet, men hun kunne sagtens hjælpe til. Hun stod for køkkenet, og samtidig lavede hun en omgang lækker frokost til os. Min mor havde altid så meget overskud, og selvom vi var i gang med at flytte, så skulle der også være tid til hygge. Min mor var den største hyggefis, og det tror jeg alle kan skrive under på. Så på dette tidspunkt virkede hun ikke som en, der kun havde en måned tilbage at leve i.

Nogle dage efter flytningen så kunne man godt mærke, at hun begyndte at få flere smerter end hvad hun plejede. Hun var stadig til tjek på sygehuset hver uge. På det tidspunkt får hun igen svar fra en masse scanninger og undersøgelser, som viser, at det går den rigtige vej. Det hele ser meget fornuftigt ud. Den gode nyhed skulle selvfølgelig fejres på hendes ynglings restaurant, Restaurant Skovbakken, med god mad og hygge. Den dag var alle glade for vi vidste ikke hvad der ventede os.

Ca. to uger før juleaften begyndte hun at få store vejrtrækningsproblemer, og hun får derfor et iltapparat hjem. Hun lå på sofaen fra morgen til aften, hvor hun mere eller mindre boede i et par uger. For første gang følte jeg, at min mor var kræftsyg. Men lægerne havde jo sagt, at det gik den rigtige vej, og vi troede, at det var kemoen der begyndte at sætte sine spor. Så igen havde jeg ikke de store bekymringer, men det var selvfølgelig ikke særlig rart at se sin mor være meget svag og skidt.

Juleaften 2015: Juleaften var hun meget skidt og hun havde ingen kræfter til at lave noget. Det var en meget trist og anderledes jul. Det plejede altid, at være min mor der stod for madlavningen juleaften, men sådan blev det ikke dette år. Men heldigvis så har Caroline og jeg en far, som også bare er fandens god i et køkken. Så trods det ikke var mors julemad, så fik far altså også bikset det bedste julemåltid sammen. Så ingen bekymringer for julemaden i fremtiden.

Januar 2016: Den 1. januar blev hun indlagt på sygehuset, fordi hun hverken kunne spise eller komme af med sin afføring. Jeg følte, at hun var i de tryggeste hænder deroppe. Så igen, igen, havde jeg ikke de store bekymringer. Jeg var oppe og besøge hende et par dage efter. Jeg blev utrolig ked af det, da jeg trådte ind på stuen og så hvordan min mors krop og adfærd havde ændret sig på få dage.

Fredag den 8. januar var hun stadig indlagt, og jeg skrev til hende om Mathias og jeg måtte komme op og besøge hende næste morgen. Jeg får en rigtig dejlig besked om, at hun skulle hjem på weekend, fordi hun havde det godt. Samme dag får hun faktisk besøg af det palliative team, som er et team der skal hjælpe uhelbredelig syge med at tackle den givne situation og døden. De vurderede dog denne dag, at hverken min mor og far var klar til at snakke om døden, fordi min mor virkede meget frisk. Vi var på dette tidspunkt indforstået med. at hun skulle lære og leve med sygdommen, men ikke i det omfang at døden var tæt på. Det palliative team besluttede derfor at udskyde den snakke til deres næste besøg.

Lørdag morgen den 9. januar modtog jeg en SMS fra min mor med hendes fødselsdagsønsker, da hun havde fødselsdag 6 dage senere. Jeg svarede ikke tilbage. Men kørte hurtigt hjem til min familie den morgen, fordi hun som sagt skulle hjem på weekend. Men de var ikke kommet hjem. Så jeg ringede til min far for at høre hvor de blev af. Desværre var det en meget trist nyhed, da min mor havde fået det skidt igen, selvom hun faktisk havde gjort sig klar til at komme hjem den morgen. Hun havde været i bad, sminket sig og var fin i tøjet. Men de blev enige om, at hun fortsat skulle blive på sygehuset. Herefter fik hun en del morfin og beroligende medicin for at lindre smerterne. Hun faldt i søvn, og min far fik tilbudt en seng ved hende denne aften, så hun kunne føle sig tryg, når hun vågnede op.

Hvis du vil læse den meget barske og triste afslutning på vores historie, så følg med i næste blogindlæg.